GPP Arkitekter har, i samarbejde med Gråkjær og Stokvad Rådgivende Ingeniører, vundet konkurrencen om at opføre et nyt Børnehus ved Trællerupskolen til Lejre Kommune. Det nye Børnehus ”Myretuen” er udviklet med udgangspunkt i Lejre Kommunes vision for daginstitutioner, som sætter høje standarder for rammerne om det gode børneliv, der fremmer børns nysgerrighed, sundhed og motoriske færdigheder.
Lejre Kommunes ambitioner om et sundt og klimavenligt byggeri har desuden medført et stort fokus på at udforme et byggeri med lav CO2-udledning og drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, der også skal certificeres med Svanemærkning.
Børnehuset opføres derfor som et let træbyggeri på støbt fundament. Facaden beklædes med varmebehandlet træ og for at skabe liv og variation kombineres lodrette og vandrette linjer på facaden, hvorved bygningen og de mange udvendige overdækninger bindes sammen til ét samlet hele.
Arkitektonisk er børnehuset udformet som en serie af sammensatte bygninger med hver deres saddeltage. Denne tilgang skaber en menneskelig skala i børnehøjde, der samtidigt passer til omgivelserne. På tagene kombineres profilplader i stål og grønne sedumtage, hvilket giver bygningen et både moderne og klassisk udtryk. Materialerne er nøje udvalgt for at opnå et indbydende udtryk og et sundt indeklima, der støtter institutionens daglige liv og pædagogiske intentioner.
Det nye børnehus erstatter det eksisterende børnehus "Myretuen" i Gevninge, der i dag fungerer som en idrætsbørnehave med fokus på bevægelse og kropsforståelse. Det nye børnehus vil derfor integrere både indendørs og udendørs elementer, der fremmer bevægelse og motorik for børnene.
Vi ser frem til at realisere dette ambitiøse projekt i tæt samarbejde med Lejre Kommune og personalet fra Myretuen. Desuden glæder det os at fortsætte samarbejdet med vores gode samarbejdspartnere fra Gråkjær og Stokvad Rådgivende Ingeniører om endnu et spændende børnehusprojekt.
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik