Børnehuset Dyrehaven og Bøgen er en integreret daginstitution for børn i alderen 0-6 år. Institutionen indeholder 5 børnehavegrupper, 4 vuggestuegrupper og 2 grupper for børn med særlige behov.
Børnehuset ligger som nærmeste nabo til landsbyen Sølund, i en lille lysning lige øst for Pavillon 5. Huset er placeret helt tæt på den eksisterende fredskov. Derfor har en særlig bearbejdning og tilpasning til landskab og natur været særlig væsentligt for projektet. Grunden er attraktivt beliggende i forhold til byen og har udearealer af utrolig høj kvalitet.
Daginstitutionen er disponeret som tre klynger med et centralt fællesareal, der indeholder pædagogisk køkken, café, motorikrum, sceneområde mm. Fra fællesområdet er der store vinduespartier med strategiske kig ud i skoven. Herfra er der mulighed for at trække ud på terrasser i skærmede gårdmiljøer eller i grovværkstedet, som ligger på kanten mellem inde og ude.
Af respekt for fredsskoven og Sølunds historiske og ikoniske miljø, er bygningen udformet som et ”ikke hus” i skovens lysning. Daginstitutionen er derfor indpasset i den omkringliggende natur og de eksisterende træer er så vidt muligt bevaret på grunden. De træer, som det har været nødvendigt at fælde, er brugt som elementer på legepladsen. Det giver en særlig stemning og meget karakter til udearealerne, samt når man kigger ud af vinduerne i huset.
Facaderne er inspireret af skoven og træernes stammer og består derfor af en lodretstående træbeklædning i termowood med forskellige dybder og i varierende afstande. Sammen med vinduernes placering giver det bygningen et legende, omend afdæmpet udtryk. Tagfladerne, som er i varierende højder, er udført som grønne sedumtage, der passer til placeringen i skovens lysning.
GPP Arkitekter har stået for bygherrerådgivning: brugerproces med arbejds- og styregrupper herunder afholdelse af fælles studietur, udarbejdelse af program samt et skitseforslag som er blevet udbudt i totalentreprise. GPP Arkitekter har desuden i samarbejde med bygherre stået for bedømmelse, projektopfølgning og bygherretilsyn i den efterfølgende proces.
Fotograf: Ulrik Tofte og Martin Schubert
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik