en-icon.png
uk-flag-bw.png
First image:
20-2528 DIT_02
Navn:

Domicil til Ditur

Beskrivelse:

Ditur’s nye domicil er et erhvervshus, der består af både lager, showroom, kontor- og personalefaciliteter. Byggeriet er skræddersyet til Ditur, ud fra ønsket om at bibeholde Ditur’s kultur og fællesskab blandt medarbejderne på trods af en enorm vækst over kort tid.


I processen har der været et særligt fokus på at skabe en moderne og alsidig arbejdsplads, der tilgodeser Ditur’s medarbejdere. Udover varierede arbejdszoner rummer kontorbyggeriet derfor også både padel tennisbane, bordtennis, fitness rum, fredagsbar og store loungeområder. Kantinen er disponeret, så man har mulighed for at samle alle medarbejdere på samme tid. Medarbejderne har desuden mulighed for at låne lokalerne til f.eks. private fødselsdage mv.


Ved ankomsten fremstår Ditur’s nye kontordomicil nærmest som et svævende ”smykkeskrin”. Bygningens 1. sal er nemlig udkraget over de store glasfacader i stueetagen, hvilket giver stor transparens og indkig.  Det betyder, at man allerede fra parkeringsarealet kan kigge hele vejen igennem bygningen og se fredskoven på den anden side, hvilken danner en grøn og skærmende beplantning mod jernbanen.


Bygningens hovedindgang leder direkte til showroomet, der har stor synlighed udadtil pga. de store glaspartier fra gulv til loft under den udkragede facade. Fra parkeringsarealet kan man derfor også fornemme det eksklusive interiør i showroomet. Showroomet er husets hjerte og identitet; det er her de mange flotte ure er udstillet, og det eksklusive salgsareal binder hele huset sammen på tværs af etager og funktioner.


Showroomet er udformet som et dobbelthøjt rum og herfra er der direkte forbindelse til kundeservice, kantine, lager, værksted og det åbne kontorlandskab på 1. sal, hvilket gør, at huset opleves som åbent og imødekommende. På 1. sal er mødelokaler udformet som ”bokse”, der er placeret på kanten af showroomet, hvilket skaber en god rumlig dynamik og der samtidig danner en glidende overgang mellem bygningens offentlige rum og kontorarbejdspladserne. Når man som medarbejder eller gæst bevæger sig rundt i huset, har man hele tiden udsyn og kontakt til showroomet. Bygningens interiør er råt og uformelt. Synlige installationer og rå overflader i beton giver et industrielt udtryk, der blødes op af flere forskellige varme, naturlige materialer og overflader i blandt andet træ og tekstil. 


I mellemrummene mellem mødebokse og arbejdspladser er mindre zoner indrettet med loungemiljøer, som forstærker det sociale miljø medarbejdere og kunder imellem. Zonerne er placeret strategisk, så de ikke forstyrrer de faste arbejdspladser og fungerer som frirum, der kan bruges af medarbejdere og besøgende i huset i løbet af dagen, mens man samtidigt har udsigt til de udstillede urmodeller i bygningens midte.


Kontorarbejdspladserne er placeret tættest på facaden for at sikre gode dagslysforhold for alle medarbejdere, mens bygningens midte rummer mindre møde- og fordybelsesrum, samt øvrige birum. Storrumskontoret på 1. sal er indrettet som små rum i rummet, ved hjælp af enkeltmandskontorer og mødelokaler. Arbejdspladserne er generelt indrettet som 4 mandsgrupper med mulighed for opbevaring bag den enkelte medarbejder, i stue og 1.sal er der plads til 70 faste arbejdspladser.


Udvendigt udtryk og materialevalg:

Udvendigt er der valgt robuste og vedlige­holdelsesfrie materialer, som har en eksklusiv udstråling. Erhvervshusets Stueetagens facader består af store glaspartier, der brydes af enkelte mindre partier beklædt med sort aluminiumspaneler. Glaspartierne ved hovedindgangen er trukket tilbage, hvilket giver bygningen dens svævende karakter og samtidigt skaber en praktisk overgangszone imellem ude og inde.


Facaden på bygningens 1.sal består af lukkede felter i indfarvet sort beton, der brydes af lodrette ”skår” med vinduespartier og sorte aluminiumspaneler. Den sorte be­ton har en rå overflade, og man kan se tilslag af sorte sten, som står i flot kontrast til de skarpe vinduesprofiler. Vinduerne er trukket tilbage i facaden, over og under vinduet skråner aluminiummet. Denne effekt er med til at trække endnu mere lys ind i lokalerne og giver samtidigt facaden et karakterfuldt udtryk. I aluminiumspartierne er der integreret udvendige bevægelige solafskærmnings screens, for at opnå et godt indeklima.


Foto: Ditur

  1. Bygherre:
    Ditur
  2. Samarbejdspartnere:
    Ditur, IBG A/S, Niras A/S, MBYland
  3. Adresse:
    Elmegårdsvej 38, 8361 Hasselager
  4. Byggesum:
    -
  5. Areal:
    5.000 m2
  6. År:
    2021-2022
  7. Præmiering:
    1. præmie i totalentreprisekonkurrence
  8. Ydelser:
    Arkitektrådgivning i totalentreprise

® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.