Den bærende værdi for boligbebyggelsen Roholmparken er at skabe et socialt og praktisk fællesskab for borgere 55+, hvor man dyrker det grønne og udelivet som et grundlag for livet og fælles interesser.
Bebyggelsen består af tre klynger, som er organiseret omkring et fælles centrum med have og fælleshus. Et internt stisystem forbinder klyngerne og opdeler friarealerne i forskellige områder, hvor hensigten er at de kommende beboere får mulighed for at etablere køkkenhaver, også kaldet Urban Farming. Alle private haver og altaner vender væk fra de fælles gård- og haverum. Arealerne foran boligerne ud mod de fælles gård- og haverum giver mulighed for at dyrke fællesskabet. Her er der plads til at rykke en stol eller bænk med et lille bord ud foran den enkelte bolig.
Boligerne henvender sig primært til enlige og par som vil kunne få boligydelse til henholdsvis 65- og 85 kvm. Boligerne er velproportionerede, har gode dagslysforhold og direkte adgang til udefaciliteter med mulighed for at deltage i fællesskabet.
Alle boliger har desuden adgang til privat uderum i form af enten have eller altan. Boligerne har et gennemlyst rummeligt køkken/alrum med et godt lysindfald.
Til hver bolig er der et tilhørende depotskab i bebyggelsens værkstedsbygning, ligesom der etableres 1 parkeringsplads pr. bolig. Parkeringspladserne placeres centralt i bebyggelsen i en maksimal afstand på 50 meter til boligen, så de tilgodeser alle boligerne bedst muligt.
Fotokreditering: Gråkjær
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik