Naturen og landskabet er stedets store potentiale. Multiarena Aabenraa indgår i et Campusområde, hvor der er muligheder for at dyrke idræt, leg og bevægelse i attraktive by- og landskabsrum.
Ankomsten til Multiarena Aabenraa er åben og inviterende. De nære udearealer er fulde af liv og bevægelse. Forskydninger og tilbagetrækninger i bygnings volumen skaber overskuelige og trygge ankomstområder tilpasset menneskets skala. Forskydninger i bygningsanlæggets plan og snit giver plads til, at landskabet kan komme helt ind til Multiarenaens ankomstrum. Således vil man overalt i bygningen føle sig tæt på naturen og aktiviteterne omkring Multiarenaen. Bygningsanlægget bliver ”levende” og tilgængelig fra flere sider og dermed uden bagside.
Foyeren, centrets centrale ankomstrum og ”byens rum”, er tilgængelig fra flere af bygningens sider og sammenbinder således alle centrets funktioner. Alle tre haller - den nye dobbelthal, hal 1 og hal 2 - har alle direkte kontakte til dette levende knudepunkt. Ankomstrummet ligger som kulminationen på ramblaen som forbinder uddannelsesinstitutioner og idrætscenter i et campusområde, der skal styrke sammenhængskraften mellem uddannelse, fritid og sundhed.
Foyeren er Multiarenaens knudepunkt, som vil summe af liv. Her er der store gulvflader og mange nicher, der skaber plads til idrætsudfoldelse, social aktivitet og afslapning. I foyeren er store dobbelthøje vinduespartier og asfaltlignende gulvbelægning medvirkende til, at oplevelsen af de markante landskabelige karakteristika udenfor, føres med ind i bygningen. Udearealerne integreres i byggeriet idet overgangene mellem ude og inde gøres aktive. Huset vil blive mødestedet for store såvel som små og vil summe af liv og aktivitet.
Billeder af Asbjørn Haslov
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik