Institutionen rummer faciliteter og grupperum til i alt 120 børn fordelt på 2 teams, fællesrum, pædagogisk køkken, modtagerkøkken og personalefaciliteter.
Bevægelsesdelen rummer en stor opdelelig Multihal, Motorikhal og bevægelsesrum, samt omklædningsfaciliteter m.v., og skal bl.a. bruges af nærliggende uddannelsesinstitutioner.
På udvalgte tagflader etableres sydvendte tagterrasser og orangeri.
Det nye byggeri er tænkt i et enkelt og bæredygtigt materialevalg. De primære materialer er gule Flensborgsten (genbrugstegl fra Horsens Statsfængsel), changerende rødbrune skærmtegl samt træbeklædning i varierende listestørrelser. Facademotivet er varieret, inviterende og legende og søger at imødekomme børn i øjenhøjde. Store vinduespartier giver forbipasserende et glimt af aktiviteter indenfor, og sikrer tæt kontakt til det omkringliggende område.
I bygningens interiør er det hensigten at skabe et inspirerende sammenspil mellem forskellige overflader, der gør bygningen oplevelsesrig og sanselig. Materialepaletten rummer bl.a. rå beton, cementspånplader, vinduer + døre mv. i træ og gulve i varme, støvede farver - alle sammen elementer, der medvirker til at skabe en effektfuld spænding mellem det rå og det forfinede.
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik